tryghed.jpg

EN TRYG HVERDAG SKAL VÆRE EN DEL AF AARHUS

Aarhus skal være en tryg by. Det kræver, at vi alle passer på hinanden hver dag, fordi tryghed skabes i stærke, inkluderende og forpligtende fællesskaber. Vi skal sætte hårdt ind over for bander, organiseret kriminalitet og parallelsamfund, der melder sig ud af Aarhus. 


Vi skal fastholde og udvikle et trygt natteliv i vores by, og vi skal hjælpe den enkelte og lokalsamfundet med at sikre trygge rammer. Det gør vi blandt andet ved, at vi som by skaber rammerne for det gode naboskab og understøtter de lokale fællesskaber, hvor alle uanset baggrund bidrager til at skabe tryghed i nærområdet. Derfor siger vi også nej til parallelsamfund, hvor destruktive samfundsværdier og negative normer skaber mistillid og utryghed. Vi insisterer på, at alle aarhusianere i alle vores lokalområder skal bidrage til at skabe forståelse og tryghed, og er et lokalområde udsat, skal vi som fællesskab støtte op om de gode eksempler, så de kan spire og slå rod. Alle aarhusianere skal kunne stå op til en hverdag og vide, at vi bor i en by, som rækker hånden ud, hvis behovet opstår. Og vi skal vide, at vi selv har en forpligtelse til at bidrage, når vi er en del af Aarhus.