velfaerd.jpg

ET STORT HJERTE SKAL VÆRE EN DEL AF AARHUS

Aarhus er en by med et stort hjerte, og sådan skal det være. Vi kender betydningen af nærvær og omsorg. Vi ved, hvor vigtigt det er at passe på vores børn, på vores ældre og på dem, der befinder sig på kanten af samfundet.


Vores børn skal have de bedste rammer i byens vuggestuer og børnehaver, og de skal trives godt i de aarhusianske folkeskoler. Vores fællesskab har en særlig forpligtelse til at hjælpe de børn og unge, som kommer fra de familier, der har mindst. Alle børn og unge har ret til en tryg opvækst og voksne, der tager sig af dem. De er fremtiden for vores by. De ældre aarhusianere, som har været med til at bygge og skabe byen, har krav på at blive husket og værdsat. Alle ældre i Aarhus skal kunne gå en tryg alderdom i møde, hvor de med sikkerhed ved, at de bliver mødt med nærvær og omsorg – også hvis de en dag får brug for andres hjælp.


Vores fælleskab skal også rumme og favne dem, der lever på kanten. De alt for mange hjemløse i Aarhus har krav på en seng at sove i, og psykisk sårbare aarhusianere skal kunne finde tryghed og hjælp i vores by. Vores by og vores fællesskab skal være for alle, som ønsker at være en del af Aarhus.